Erotisk roman af
Davie Jones

"Engstien 14"

Afsnit: 21

Klæder skaber folk

De fleste håndværkere var samlet udenfor den genopbyggede ejendom, da byggelederen overdrog de nye nøgler til ejendomsadministrationen. En del fremmødte lejere og nogle tilfældigt forbipasserende tilskuere klappede troskyldigt foran pressens rullende kameraer. Malerne knoklede godt nok stadigvæk indenfor, men planen var, at de blev færdige senest i løbet af den næste dag. Herefter kunne beboerne få lov til at flytte ind, og måske ville de endda finde ejendommen i bedre stand end før branden.
Rasmus og hans tømrermakker havde allerede pakket sammen og kunne nu se frem til juleferie. ”Klokken er kun lidt over ét, og vi er allerede på vej hjem”, grinede Rasmus og gav kollegaen en highfive på vej hen mod bilen.

”Så skal du snart have fundet sneskovlen frem og rydde fortov, husejer”, sagde makkeren, da han blev sat af og stod i den åbne bildør ti minutter senere. ”Ja, så er man jo glad for at bo i byen i en lejlighed!” grinede han og sluttede: ”God jul! Og hils Helle mange gange!”
”Tak i lige måde!” Døren smækkede, og Rasmus rullede vinduet ned og råbte efter kammeraten: ”Lidt sne gør ikke noget. Det ku jo blive hvid jul… Vi ses til næste år!” Så hilste han med to korte dyt og satte bilen i gang. Han ville for intet i verden tilbage til lejligheden i byen, hvis han fik valget. Fortov der skulle passes eller ej.
Når de nu skulle have en snestorm, var det her den perfekte timing. Den var velkommen nu, hvor de bare skulle lukke sig inde sammen derhjemme i deres vidunderlige hus og gå den store dag i møde – endelig!
I skurvognen var der flere, som havde snakket om stormen, og den var åbenbart et stort emne i vejrudsigterne. Som Rasmus forstod det, ville den dog først ramme tirsdag aften, så de skulle nok nå at få handlet ind og blive klar med det hele. Han filosoferede over, hvor smukt og poetisk det hele egentlig ville være, hvis der lå sne den 23. december. Som et rent og urørt hvidt symbol på det jomfruelige nye, de trådte ind i.

Helle var kørt ind til byen og havde ordnet sine ærinder, så snart butikkerne åbnede. Hun var forholdsvis tidligt hjemme igen og sad nu ved bordet i køkkenet og spiste lidt frokost. Solen skinnede, og det var endnu en smuk vinterdag. Intet udenfor bar præg af den snestorm, hun havde hørt flere referere til i løbet af formiddagen. Hun smilede og tænkte på, om de nogensinde ville komme helt tilbage dertil, hvor de følte sig forpligtede til at følge med i nyhederne, og hvad der ellers rørte sig derude. Det var så dejligt at køre på frihjul i forhold til resten af verden og ellers bare være til stede i livet sammen herhjemme i deres skønne hus. Følelsen af at være i deres egen boble var stærkt vanedannende, og det var et befriende fristed, som de begge to allerede var blevet dybt afhængige af. Helle havde hverken skænket, familien, vennerne, sit arbejde, de sociale medier eller status i Danmark eller resten af verden en tanke i flere uger nu. Deres relationer og øvrige liv skulle de nok komme tilbage til, så snart den store dag var oprundet, gennemlevet og fuldendt.

Imens hun sad og gumlede på sine håndmadder, løb hun den efterhånden forvoksede indkøbsliste igennem endnu en gang. Hun var lige ved at glemme det igen. P-pillerne var ved at slippe op, og hun havde kun én tilbage nu. Med en lille stjerne i kanten af sedlen, markerede hun, at de efter indkøbene i morgen også måtte en tur ind på apoteket. Det ærgrede hende lidt, at hun ikke havde husket det, da hun alligevel var inde i byen for et par timer siden.
Efter at hun var kommet i tanke om nogle få ekstra ting og havde skrevet dem på listen, rejste hun sig, tjekkede op på aftensmaden og ryddede op efter sin frokost.

Helle så op fra indkøbssedlen og lod blikket vandre ud ad vinduet. Hun kunne se toppen af et træ, der bevægede sig i vinden, og hun kunne fornemme det orange blinkende skær fra et arbejdskøretøj, der passerede ude på Engstien. Det måtte vel være saltvognen. Men hun kunne ikke høre noget der ude fra. Med anstrengelse forsøgte hun, om hun kunne opfange nogen lyde, men der var næsten alt for stille. Selv husets egne små lyde var ligesom forstummet, som om hele atmosfæren herinde holdt vejret i spænding. Lige nu ville hun ønske, at Rasmus havde været her til at bryde stilheden og gøre hende tryg, for hendes tanker havde det med at løbe af med hende og bygge alle mulige skrækscenarier. Som så ofte i sit liv, når hun havde været helt alene, følte hun sig underligt overvåget, som om noget lurede på hende.

Resolut skød hun det fra sig og fik tankerne tilbage på indkøb og julefrokosten. Inde i stuen planlagde hun i sit hoved, hvordan de skulle få plads til alle gæsterne til middagen. Der var god gulvplads og ved at rykke lidt rund på sofa og lænestole kunne de med spisebordssættet, bordet i køkkenet og deres gamle sæt med bord og stole i garagen nemt få plads til alle.
Hun kom til at smile, da hun tænkte på garagen. De havde ikke fået solgt noget eller kørt noget af alt det væk, som de havde sorteret fra og ville af med. Det var faktisk kun Rasmus, der havde været derude siden den dag, de gennemgik deres ting fra lejligheden. De havde tydeligvis begge mest lyst til – ja næsten et behov for – at huset forblev nøjagtigt, som det var, da de overtog det. Ellers ville den herlige fornemmelse af Richard og Helena blive forstyrret inde i dem.
Helle kunne huske, at der var nogle fine røde duge i skænken. Hun tænkte, at de ville passe perfekt til julefrokostens opdækning. Dem måtte hun dog vente med at få fat i, til skabene var tilgængelige igen. Det var i virkeligheden også ’dyrenes jul’, der i optog det meste af hendes opmærksomhed. Alt andet syntes langt ude i fremtiden og som noget, der bare ville ske af sig selv.
Hun måtte tvinge sit blik væk fra skænken og værktøjerne for at sikre sig, at hun ikke kom på afveje igen. Det stod hende klart, at denne på en måde meget alvorlige leg allerede var blevet en naturlig del af hendes person, og det inden hun overhovedet var blevet indviet.
Med dybe forventningsfulde suk gik hun rundt i huset og samlede nogle viskestykker og håndklæder og lidt andet vasketøj sammen for at gå ned og få det sat i gang sammen med det, der allerede lå i vasketøjskurven og ventede.

Det var helt befriende, da vaskemaskinens lyde brød den knugende stilhed i huset og gav lidt liv og aktivitet. Imens vaskemaskinen susede og tog vand ind, standsede Helle op foran døren ind til værkstedet. Hendes ubændige nysgerrighed var på ingen måde slukket – kun skubbet væk og holdt stangen i et stykke tid. Når hun stod her foran døren, viste den sit insisterende ansigt endnu en gang. Hun behøvede jo ikke ligefrem at snage… Hun kunne da bare lige se, om hun kunne få en idé om, hvad Rasmus havde syslet med derinde. Bare lige få en fornemmelse af hvor han var i sin proces.
Forsigtigt og med bankende hjerte skubbede hun til døren, der lydløst gled op. Det var så forkert at gøre det her, men hun kunne ikke lade være. Den lille indre djævel, der overtalte hende til at forbryde sig, undskyldte hende med, at hun jo kun lige var ved at lære det hele at kende og finde ud af, hvordan hun skulle begå sig, så det var jo helt nødvendigt at orientere sig lidt.
Rummet kunne kun lige skimtes i den sparsomme smule vinterlys, der formåede at trænge ind ad det lille kældervindue. Hun dristede sig ikke til at tænde lyset men smøg sig lydløst helt ind i og satte døren på klem bag sig. Det føltes som at være en lille pige, der ikke var i tvivl om, at hun gjorde noget meget forkert og forbudt, og hun skammede sig allerede.
Værkstedet lignede sig selv. Sirlig orden og intet usædvanligt. Ikke hvad hun kunne få øje på i hvert fald. Den kemiske lugt havde ikke været så insisterende i de seneste dage. Hun skulle faktisk snuse godt ind for overhovedet at bemærke den. Det kunne være, at det kolde vejr var med til at neutralisere den.
Egentlig havde hun allerede med det samme fortrudt at være gået derind, og det føltes så forkert, at hun bare ville ud igen så hurtigt som muligt og komme op ovenpå og glemme, at hun var kommet til at gå derind.

Hun skulle netop til at vende sig og gå, da hun med ét mærkede en hånd om hestehalen, da den blev grebet bagfra, og hun med en voldsom kraft blev skubbet brutalt fremefter.
”Nej!… Hvad?!” nåede hun at fremtvinge og gjorde et spjæt, før alt snørede sig sammen. Chokket blev afløst af panikangst med det samme. Det svimlede for hendes øjne, da hun blev ført frem og kastet hen over høvlebænken. Hånden slap ikke hestehalen men holdt hendes hoved fast som i en skruestik. Hun ville have skreget en hel masse, men det var, som om hendes stemme med ét havde mistet sin vilje, og selvom hun åbnede munden i et panisk skrig, kom der ikke en lyd fra hendes strube. Det trak voldsomt i hårrødderne. Hun havde ingen chance for at se hvem, der var bag hende. Helle opgav at yde modstand og prøvede i stedet at tænke klart. Det måtte jo være Rasmus, der havde sneget sig ind og kom ned for at drille hende. Det lykkedes hende næsten at overbevise sig selv, og hun genvandt kontrollen over sit åndedræt og trak vejret ind i et langt gisp, så hendes krop fyldtes med luft og pressedes op mod den stærke arm, der holdt hendes fast hen over høvlebænken.
”Er det dig Rasmus?” klynkede hun ængsteligt. ”Det er dig, ikke?” Hendes stemme knækkede. En mandsstemme hviskede pludselig lige ved hendes øre: ”Nu bliver du her! Og du rører dig ikke! Ok?”. Han lavede stemmen om, og hun kunne slet ikke høre, om det var ham. Hjertet galoperede og adrenalinen pumpede ud i alle afkroge af hendes krop. Det måtte være Rasmus. Det kunne – eller måtte ikke være anderledes. Det skulle være ham! Hun gjorde alt for at overbevise sig selv om, at det var sådan. Stemmen gentog hårdt: ”Har du forstået? Du rører dig ikke! Ok?” Besværet af det faste greb skyndte hun sig at nikke. Hun kunne ikke se sig fri for, at angsten i denne situation fik hendes krop til at reagere på en ny og ukendt måde.

I venners lag havde de nogle gange diskuteret om, hvorvidt de fleste kvinder havde en voldtægtsfantasi eller ej. Det var Rikke, der havde bragt det på bane et par gange og fremsatte postulatet hver gang. Nogle veninder samtykkede, andre kommenterede det ikke og Helle havde altid været den af dem, der holdt fast i, at den fantasi i hvert fald ikke gjaldt hende. Rikke havde altid sluttet debatterne med, at de, der ikke var enige med hende, sikkert bare ikke turde erkende det eller indrømme det.
Der var mange, der anså Rikke for at være løs på tråden med hendes mange skiftende partnere og ingen faste kærester. Helle havde til gengæld altid været den, der også havde forsvaret veninden overfor onde tunger og sagt, at Rikke da selv måtte vælge, hvordan hun levede sit liv. Hvorfor var mænd nogle fandens karle når de lagde mange kvinder ned, mens kvinder var ludere, hvis det var omvendt? Det var et af Helles hovedstatements og nærmest en slags politisk mærkesag for hende. Men fantasien om voldtægt havde Helle dog aldrig kunnet forbinde sig med – indtil nu.
Hun stod mere eller mindre nøjagtigt i det, som Rikke minutiøst havde beskrevet som sit fantasiscenarie: at blive overrumplet og kneppet i et mørkt rum – uden chancer for at slippe ud af det!

Helle kom ved et uheld til at dreje hovedet en smule. Grebet i hestehalen strammedes straks og hendes ansigt blev trykket helt ned, så hun hvilede med panden på høvlebænken. ”Jeg sagde: Bliv der!” snerrede stemmen. ”Undskyld, det var ikke med vilje!” fremstammede hun panisk og turde knapt trække vejret.
Da hun mærkede sine legins blive flået ned til lige under ballerne, pressede gråden sig på, og hun var lige ved at hyperventilere. Rummets kølige brise, der ramte de blottede kønslæber, mindede hende om, hvor våd hun var.
Et insisterende pikhoved fandt vej og stødte til åbningen. Hun kunne ikke undlade at sukke dybt, idet hun nådesløst blev penetreret. Et par faste hænder greb hende om hofterne, og pikken begyndte at støde til. Det føltes som om, at gerningsmanden havde handsker på. ”Det er dig, Rasmus, ikke?” Hun fik intet svar og der undslap ikke en lyd bag hende. Ikke engang et tungt åndedrag kunne høres. Hun prøvede flere gange at tigge og bede, for at han ville give sig til kende, men måtte til sidst opgive. Det eneste, hun kunne høre, var sin egen paniske vejrtrækning og smaskelydene fra hendes saftige kusse.
Allerede efter få sekunder begyndte en orgasme at få fat i hende. Hun kneb øjnene i og holdt vejret. Hvis det ikke var hendes Rasmus, der tog hende, skulle overgrebsmanden i hvert fald ikke have fornøjelsen af at se eller høre hendes ekstase og forløsning. Dette var det eneste våben, hun havde, og som hun selv var herre over. Det var det eneste, hun kunne værge sig med og tage fra ham. Med stramme læber holdt hun sine udbrud indestængte. Orgasmen overmandede hende fuldstændigt få minutter efter og hun lod den passere så ubemærket, som det var hende muligt.
Pikken trak sig ud og lyden af en lynlås der blev lukket, var det eneste der efterfølgende brød stilheden. Stemmen kom igen, helt tæt ved hendes øre, og hviskede: ”Bliv der og tæl til hundrede! Højt så jeg kan høre dig! Du rører dig ikke før, du er færdig! Ok?” Helle nikkede og begyndte med grådkvalt stemme: ”Én… to… tre…” Hun turde ikke andet end at gøre som befalet og tælle hele vejen til hundrede.

Mens hun talte, forsøgte hun at lytte efter, om hun kunne høre noget, der tydede på, at personen var på vej ud, men det eneste, hun kunne høre, var vaskemaskinens motor, der drejede nogle gange den ene vej for så at holde en lille pause, før den drejede nogle gange den anden vej. Ingen andre lyde end det og så hendes egen stemme, der talte, kunne registreres i den halvmørke kælder. Da hun endelig var færdig med at tælle, og den larmende stilhed for alvor indtog værkstedet, kom hun i tvivl om, om episoden faktisk havde fundet sted. Det var, som om det var noget, hun havde drømt eller noget, hun havde oplevet i en anden dimension. Episoden fremstod fuldstændig surrealistisk og uvirkelig. Dråberne, der løb ned ad hendes inderlår og muskulaturen i underlivet, der stadig trak sammen i kramper, var det eneste, der bevidnede at et eller andet var hændt.
Midt i sine overvejelser om hvad, der var op og ned, hørte hun hoveddøren smække, og et øjeblik stivnede hun. Så hørte hun Rasmus råbe: ”Jeg er hjemme!” Hurtigt trak hun bukserne op og forsøgte at fatte sig så godt, som det var hende muligt. Hun rettede hestehalen, tørrede øjnene og priste sig lykkelig for, at hun for en gang skyld ikke havde taget mascara på.
Helle kunne høre ham gå rundt ovenpå, da han råbte lidt højere: ”Hvor er du henne, skat?”
Hun skyndte sig ud af værkstedet og lukkede døren forsigtigt. ”Jeg er hernede… nede i vaskehuset… jeg kommer op nu”. Hun tog et par dybe indåndinger og gik op ad trapperne med dirrende ben.
Rasmus tog imod hende i entreen, hvor hun faldt ham om halsen og knugede ham ind til sig. ”Sikke en velkomst!” grinede han og gengældte hendes favntag. Hun var lige ved at komme til at græde, men det lykkedes hende at holde det tilbage, mens hun på én gang var lettet og desorienteret.

Hvad var der lige sket? Helle forsøgte at tænke klart og logisk. Det måtte jo være ham, hvis det altså overhovedet var virkelighed. Hun var stadig i tvivl, om det var indbildning, men følelsen af et gennempulet underliv fortalte hende noget andet. Hun tog en beslutning, fandt sin forføriske stemme frem og prøvede efter bedste evne at lyde som om, hun var i kontrol: ”Skal jeg sætte flueben ved værkstedet?” Rasmus slap sit favntag, trådte lidt tilbage og så undrende på hende. ”Hvad mener du?” sagde han og fastholdt hendes blik. Så grinede han og fortsatte uanfægtet, men med et glimt i øjet og en let påtaget streng mine: ”De har vel ikke været på værkstedet uden at få lov, frk. Helena?” Hun slog blikket forlegent ned og svarede: ”Nej nej, hr. Richard. Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på!” Han grinede og omfavnede hende igen.
”Nu har vi ferie, så jeg skal ikke tidligt op og afsted mere!” jublede Rasmus. Hun smilte og klappede ham på kinden, i det hun svarede fjernt: ”Det er dejligt, skat… Det er dejligt…”

Helle måtte sunde sig for at kunne være nærværende. Hun måtte finde rum til at genvinde balancen, og som påskud gik hun ud og tog sit brusebad med det samme. Hun var nødt til at finde sig selv igen. Hun stod længe og fandt ganske langsomt roen under det rindende varme vand. Her gjorde hun op med sig selv, at der var to muligheder: Enten var det Rasmus, eller også havde det været en livagtig fantasi. Hvem skulle have kunnet skaffe sig adgang til huset, uden at hun bemærkede det? Det kunne jo slet ikke lade sig gøre, for hoveddøren havde været låst, og der var da ingen tegn på indbrud.
Helle måtte erkende overfor sig selv, at Rikkes fantasi og postulat gav mening. Hvis emnet kom op igen, var det dog for tidligt for hende at fastslå, om hun ville være den, der pludselig gav Rikke ret, eller om hun ville være én af dem, der tav.
Det blev et langt brusebad, og dampen stod omkring hende, da hun stadig i eftertænksom tavshed gik ovenpå for at klæde om. Årstidsgarderobens magiske kræfter kom hende denne gang til gode på en ny måde. Så snart hun havde gjort sig klar, kunne hun skyde oplevelsen helt i baggrunden og finde sit nærvær sammen med sin elskede Rasmus. Han ventede sikkert utålmodigt på at se hende nede i stuen.

Rasmus havde bemærket en stor pakke ligge på spisebordet, imens hun gjorde sig klar. Han kredsede lidt omkring og trykkede på den nogle gange. Det var en blød pakke, kunne han hurtigt konstatere. Imens han ventede, sad han lidt med sin telefon og pløjede sociale medier. De interesserede ham ikke men fik tiden til at gå. Efter en tur på toilettet, standsede han op og vejede gaven i hånden.
”Vil De pakke op nu, hr. Richard?” lød Helles kælne stemme pludselig bag ham.
Han vendte sig brat og brød ud i et smil. ”Dig eller den?” spurgte han kvikt i sin drillende tone.

Han kunne ikke lade være med at klukke, imens han lod blikket vandre op og ned ad hende. Det var så fantastisk, som hun hver dag formåede at klæde sig på en måde, så han vidste, hvad der ventede ham, samtidig med at det var anderledes, nyt og spændende hver gang. Det var blevet helt naturligt for dem, at hun gik rundt og var indbydende for ham i sine pikante påklædninger, også selv om de havde helt almindelige gøremål og lavpraktiske samtaler.

”Pakken… jeg mener pakken, kære hr. Richard”, grinede hun og stillede sig bag ham. Hendes ene hånd nulrede ham kærligt på ryggen. ”Skal den ikke først åbnes til jul?” spurgte han. Helle rystede på hovedet. ”Den er måske noget du kan bruge til juleaften og til julefrokosten”.
Rasmus rakte ud og begyndte at pakke op med et bredt smil. Lige så meget som han hadede at stå for at finde på gaver, lige så meget elskede han at få dem – især når de var fra Helle. Hendes forventningsfulde udtryk og glæden, hun havde, ved at give til ham, var så vidunderlig smuk. Han følte sig altid ekstra særlig, når hun som nu stod og så jublende til, imens han pakkede hendes gave op.

Det viste sig at være et sæt tøj. Skjorte, slips fine bukser og en jakke. Stilen var det, man ville kalde retro. Helle hentede Richard og Helenas bryllupsbillede, der hang over skænken. ”Se!” jublede hun.
Tøjet matchede til perfektion det, Richard bar på billedet. Rasmus brød ud i et strålende smil. ”Ja da!” udbrød han begejstret, imens han holdt jakken op. ”… og så dig i pelsen og med håret sat … det er jo perfekt, min elskede Helle-Helena!”
”Jeg måtte også igennem alle byens genbrugsbutikker. Jeg var ellers lige ved at give op, men så til sidst… Den butik, der ligger tæt på vores gamle lejlighed, du ved. Jeg var faktisk bange for, at du skulle se mig, da jeg gik derinde, og I pakkede bil i formiddags. Jeg så dig nemlig på afstand!” Helle grinede ad hans overraskede ansigt og fortsatte: ”Det er helt vildt sjovt, for da jeg spurgte til noget tøj, der lignede det her, sagde damen, at de netop havde fået indleveret en masse. Det er vist nok noget med, at tøjet faktisk oprindeligt er købt i den butik, der har ligget der en gang… altså som nyt for mange år siden…” Helle tog skjorten op og sagde ivrigt: ”Kom! Du skal prøve det på!”

Paradoksalt nok, var Helle den eneste af de to, der kunne binde en slipseknude. Lidt efter stod de foran spejlet i gangen arm i arm. Tøjet passede, som var det skræddersyet til ham. Helle var trukket i pelsen og nu lignede de næsten bryllupsbilledet. ”Sådan her skal vi se ud juleaften, og når familien og vennerne kommer”, fastslog Rasmus med det samme men skyndte sig at tilføje: ”Altså, du skal selvfølgelig ikke rende rundt i pelsen indenfor, men… Måske kan du finde en kjole, der ligner én af Helenas?” Han fik et frækt glimt i øjet og fortsatte: ”Og så skal du have de lækreste pikanterier på indenunder, som kun vi to ved, at du har på!” Helle kunne ikke lade være med at grine højt af fryd og svarede: ”Jamen, hr. Richard, jeg fandt selvfølgelig også en kjole som ligner Helenas… Den hun har på på det billede.” Helle pegede på det ene foto på væggen og sluttede: ”Den havde de også i butikken… men den får De først at se, når jeg skal have den på. Vent lidt…” Helle skyndte sig ud og hentede noget i køkkenet. ”Jeg har også købt noget andet…” sagde hun og rakte ham en lille pose.
En stor tube glidecréme kom frem, og et lys gik op for Rasmus med det samme. Helle forklarede alligevel: ”Den er vigtig til ’dyrenes jul’, hr. Richard”. Rasmus havde slet ikke skænket det en tanke at anskaffe glidecréme, så han slog glædestrålende armene om hende. ”Hvor er du go’, min elskede!” hviskede han i hendes øre. ”Der står faktisk i bogen, at den slags ikke var så almindeligt at få fat på den gang… Richard skriver om, at når de bad om ’eksplorationscréme og gerne rigeligt af det´, så så apotekeren altid undrende på dem”, grinede hun.
Rasmus grinede med, og de fik et mindre grineflip over det komiske billede. De blev enige om, at Richard og Helena sikkert også havde haft deres morskab, når de skulle ud og handle glidemidler.

I bevidstheden om, at nu var det rigtigt juleferie, havde de en stille eftermiddag og aften sammen. Helle havde næsten glemt sin oplevelse, som nu mere fremstod som en fræk fantasi i hendes hukommelse. Flere gange i løbet af aftenen prøvede hun igen at lokke ud af Rasmus, hvor og hvordan ’Himmelstigen’ var gemt og så ud, men han hyggede sig kun med at holde hende på pinebænken.

”Nu er det snart!” hviskede Helle i Rasmus øre, efter at natlamperne var slukket. Han kyssede hende i panden og svarede: ”Jeg føler mig også klar nu. Jeg glæder mig! Hvad med dig?” Helle svarede længselsfuldt: ”Jeg er så klar og parat, min Rasmus-Richard! Jeg er så klar!”

Læs alle afsnit her...

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 1 Solgt Rasmus’ tømrerbil holdt allerede ved …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 2 På loftet Med undren greb Rasmus …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 3 Så længe det knager Rasmus vågnede …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 4 Pels Aftenens vinhygge og kortspil havde …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 5 Ungdommens fritænkning Det var irriterende med solens …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 6 Tradition Helle kunne ikke vente og …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 7 Smagen af dengang Rasmus’ telefon begyndte …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 8 Drømmens kraft Rasmus nåede at slå …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 9 I got you Babe Tømrerne var …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 10 Vaskehuset Rasmus gik og ryddede af sofabordet, …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 11 Hvem er vi egentlig Rasmus var …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 12 Tilbage på sporet Rasmus listede sig …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 13 En trist historie Lyden af Helles …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 14 På den anden side ”For fanden, …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 15 Kompetent Arbejdsdagen på genopbygningen af den brandskadede …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 16 En låge på klem Rasmus’ smil …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 17 Dobbeltmoral Det var middag, og der …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 18 Tålmodighed er en dyd ”Nu kan vi …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 19 Hørt Rasmus vågnede ved, at Helles pegefinger …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 20 Forbind punkterne Helle skulle allerede mødes …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 21 Klæder skaber folk De fleste håndværkere …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 22 DS 19 Helle slog øjnene op …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 23 Dyrenes jul ”Bliv liggende skat og …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 24 Mørkekammer Helle slog øjnene op og …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 25 En sand Mester Helle ruskede Rasmus i …

Vil du læse mere?

Var du vild med “Engstien 14”, så lad dig pirre og underholde af Mesterlære-bøgerne fra samme forfatter.

Davie Jones er et pseudonym for et forfatterskab, der bevæger sig i genren erotik og BDSM.

Bag Davie Jones står en mand på den gode side af de fyrre, med livserfaring og tydelig dyb indsigt i sine emner.