Erotisk roman af
Davie Jones

"Engstien 14"

Afsnit: 13

En trist historie

Lyden af Helles beherskede stille gråd, var det første, Rasmus registrerede, og han satte sig op med et sæt og så sig desorienteret omkring, mens han glippede med øjnene. Antennerne var straks ude, og han så helt oprevet ud af den bratte opvågning.
Helle kom til at grine over hans spontane reaktion og skyndte sig at tørre øjnene. ”Bare rolig skat. Der er ingen fare”, snøftede hun. Rasmus kom til at grine højt af sin egen reaktion. ”Jeg får da helt deja-vu”, sagde han, ”Hvor længe har du ligget og læst, imens jeg sov?”
Helle lod bogen falde ned i skødet, lænede hovedet mod hans bryst og nussede ham på maven. ”En god times tid tror jeg.”
”Det bliver vel ikke en vane, at du skal græde når vi ligger i sengen, og du læser? Jeg troede, det skulle være sjovt og spændende fra nu af og ikke, at det skulle gøre dig ked af det?”
”Nej, nej!” forsikrede hun og snappede efter vejret i små gisp, som følge af at have grædt. ”Det var også rigtig spændende. Men så kom der pludselig et kapitel om noget helt andet midt i det hele. Det er rigtig grusomt. Se!” Hun satte sig op igen, greb bogen, bladrede og pegede med fingeren på en overskrift. Rasmus kunne ikke tyde den helt ved første øjekast, så hun læste den højt for ham i stedet: ”Forbrydelsen vi aldrig kunne tilgive”.
Rasmus så spørgende på Helle og udbrød forundret: ”Hvad handler det nu pludselig om? Fortæl!”
”Det er så sørgeligt”. Hendes øjne løb i vand igen. ”Nogle gange forstår jeg bare ikke, at mennesker kan være sådan imod hinanden!” Utålmodigheden lyste ud af Rasmus’ øjne, og hun skyndte sig at fortsætte: ”Undskyld, jeg skal nok forklare”.

Hun sank et par gange og begyndte: ”Du husker, hvordan familierne hver især blev set skævt til men af vidt forskellige årsager, ikke? Og at Richard og Helena var meget unge, da de blev forelsket, ikke?” Rasmus nikkede, og Helle fortsatte: ”Der står ikke præcist, hvornår de begyndte at have sex sammen, men det må have været forholdsvis tidligt. De følte kun, at de havde hinanden i hele verden og deres trang til hinanden var derfor ekstra stærk. Det skete bare spontant en dag… altså, sådan som jeg læser det”. Helle scannede teksten lidt. ”Nå, men som jeg lige kan regne ud, så gik der et par år, hvor det blev sådan mere og mere intenst imellem dem… altså… både med forelskelse og kærlighed men også med det seksuelle. Og de mærkede, hvor stærke de var, når de var sammen, og hvor meget de havde brug for hinanden for at holde det hele ud. De følte altså virkelig, at det var de to mod resten af verden”. Hun holdt en lille pause og tilføjede så: ”De blev simpelthen godt gammeldags mobbet og holdt udenfor både af almindelige mennesker her i byen og af børnene i skolen. Og lærerne var ligeglade, så de var sikkert også en del af det i en eller anden grad ligesom alle de andre”.

Rasmus tænkte tilbage til sin skoletid og de mobbeofre, han kunne huske fra dengang. Han kunne stadig få dårlig samvittighed overfor dem. Selv nu her hvor de alle var blevet voksne. Han havde aldrig selv været en mobber, men han havde heller ikke været den, der greb ind og standsede det. Det kunne til stadighed nage ham at tænke tilbage på. Han havde altid undret sig over, hvor lidt skolen og forældrene havde gjort for at standse det og hjælpe de stakler, der blev gjort så åbenlyst og modbydeligt uret. Og det, han havde været vidne til i sin tid, var jo ikke engang så mange år siden. På Richard og Helenas tid havde det med garanti været meget værre.

”Men så en dag blev de overrasket af hendes mor, imens de var i fuld gang på Helenas værelse”. Rasmus kom til at grine fjoget men blev hurtigt alvorlig igen, da hun fortsatte. ”Moren gik helt grassat! Richard blev sendt hjem, og de to blev forbudt at se hinanden nogensinde igen.”
Rasmus rystede på hovedet og mumlede harmfuldt: ”Sikke noget pis! I stedet for at tage en snak med dem og vejlede dem – og i øvrigt glæde sig som forældre over, at deres stakkels børn, der havde det så svært, faktisk havde hinanden og passede på hinanden. Men det var selvfølgelig en anden tid – også i forhold til sex”.
Helle nikkede. ”Himmel og hav blev sat i gang. Og Richard og Helenas forældre kom voldsomt op at skændes om, hvem af deres børn, der havde ledt den anden i fordærv. Richards psykisk syge mor kastede nærmest en hekseagtig forbandelse over Helena og hendes forældre. Richard beskriver det ret komisk, hvordan hans berusede far lovede Helenas far bank, og så blev lokalbetjenten pludselig involveret. Siden den dag talte deres forældre kun én gang sammen igen. Men det var først et godt stykke tid senere”.
Stadig med rystende hoved afbrød Rasmus endnu en gang: ”Det var sgu da helt vildt brutalt! Så de blev både mobbet og forbudt at ses? Det eneste gode, de havde, var jo hinanden?”

Helle fortsatte med et lille smil: ”Men det kunne forældrene selvfølgelig ikke styre, så de to sked på deres forbud. Der er altså flere ret sjove beskrivelser af, hvordan de kravlede op og ned ad stiger og ind og ud ad vinduer for at besøge hinanden om natten”. Rasmus kom til at grine triumferende: ”Ja… hvordan reagerer unge mennesker lige, når noget er forbudt?” Helle jublede: ”Præcis! De kneppede som kaniner, når de kunne komme til det. Ikke kun om natten, hvor de sneg sig hen til hinanden, men også i udhuse og på skolens toilet og i kornmarkerne og altså… over det hele!” De kom begge til at grine over Helles ordvalg, der ikke lignede hendes normale tone, og hun indskød forlegent: ”Richard beskriver det selvfølgelig med lidt pænere ord”.
”Men hvordan kom der så BDSM så ind i billedet?” spurgte Rasmus. ”Det fortæller han egentlig først senere”, svarede Helle, ”Men altså, det startede med, at han en dag følte trang til at smække hende, og det bragte hende ud i en voldsom orgasme. Og så udviklede det sig bare helt automatisk derfra”. Helle rømmede sig, inden hun fortsatte: ”Og det var i øvrigt først langt senere, at de opdagede, at det åbenbart ikke var sådan alle andre mennesker gjorde, når de havde sex”. Rasmus blev helt forelsket i historien og kunne så levende sætte sig ind i, hvordan et gedigent smæk kunne tænde. Han udbrød: ”Hvor er det sødt!” Helle strålede og nikkede. ”Ja. Det er så ærligt og smukt, ikke?”
”Men hvad var det, der fik dig til at vræle, skat?” spurgte han, for at vende tilbage til udgangspunktet. Helle dvælede med blikket i bogen og genfandt tråden til overskriften.

”Da Helena var 17 … og så må Richard vel have været godt 15… så viste det sig pludselig, at hun var blevet gravid!” Rasmus så på Helle med et måbende ansigt, inden hun fortsatte: ”Enten var det for sent til en abort, da det kom frem, eller også var det noget, man ikke rigtig gjorde i dengang. Det fortæller historien ikke entydigt om”. Rasmus lagde instinktivt sin arm om Helle, da klangen i hendes stemme blev mere følelsesladet igen.
”Det gik selvfølgelig mest ud over Helena. Hun blev udskammet i sin egen familie og blev nærmest gemt væk i huset under resten af graviditeten. Richards forældre slog det til gengæld hen med, at det var den tyskertøs, der havde ledt deres søn på afveje og nu i fordærv. Lige inden Helena blev 18 år, fødte hun så, og da hun ikke var myndig, blev barnet bortadopteret ved tvang. Det sørgede hendes forældre for, og det var så dér, at alle forældrene talte sammen for sidste gang. Her var de pludselig rørende enige – de dumme svin!”
Rasmus udbrød forfærdet: ”Kunne de bare det?! Altså bare bortadoptere barnet? Havde Richard og Helena slet ikke noget selv at skulle have sagt? Helena var jo næsten 18?” Helle rystede på hovedet: ”Åbenbart ikke. Han var jo kun 16 år, da hun fødte. Men selvom de var meget unge til at skulle være forældre, så var det altså stadig en ubærlig sorg for dem at miste deres barn”. Tårerne begyndte at trille ned ad Helles kinder igen, og Rasmus klemte hende tættere ind til sig. Hun snøftede: ”Han beskriver så levende hvor forfærdeligt, det var! Jeg tror, at en forældrebinding altid er der, uanset hvor ung man er, eller hvor lidt det passer ind i éns liv. Får man et barn, er man forældre, og forældre skal for fanden da være sammen med deres børn!” Hun kom til at hulke igen og havde svært ved at beherske sig denne gang.

Rasmus så mørkt frem for sig og mærkede, hvordan sympatiens vrede voksede i ham. ”Men hvad skete der så, efter at barnet var blevet taget fra dem?”
Helle fattede sig. ”Altså, de kom selvfølgelig til at hade deres forældre for den forbrydelse, de havde gjort imod dem, og de tilgav dem aldrig… Det er jo også det, der står i overskriften. Richard havde jo i forvejen allerede et belastet forhold til sin far og mor, men det her ødelagde det sidste, han havde tilovers for dem!” ”Klart!” sagde Rasmus medlevende.
”De svor, at lige så snart de begge var over 18 og myndige, ville de slå hånden af alle i deres familier, og det gjorde de så i den grad også. Efter fødslen blev Helena sendt i huset hos en familie inde i byen der havde en butik. De havde en dreng og en pige, som hun tog sig af til at begynde med. Og de var altså gode ved hende, og hun fik lov til at bo i en lille lejlighed oppe under taget. Familien boede så i lejligheden i midten af ejendommen, altså oven over butikken…” Helle reflekterede pludselig: ”Det var vist en skrædderbutik i øvrigt… det er lidt sjovt. Måske kendte de mine bedsteforældre, eller måske var de konkurrenter med dem i virkeligheden? De havde jo så tre børn”. De kom begge til at smile over referencen til Helles bedsteforældre.
”Nå, men hun var altså ung pige i huset hos de travle forretningsdrivende, og da Richard blev 18 og havde ret til selv at bestemme, giftede de sig, og så flyttede han ind til hende i lejligheden i skrædderfamiliens byhus.”
Helle måtte lige gøre et ophold for at snøfte, før hun med et dybt suk fortsatte: ”Richard arbejde nogle år som snedker hos en mester i byen, indtil hans far døde meget pludseligt – sikkert af druk. Og så tog moderen livet af sig kort tid efter, men Richard var bare helt kold. Han kom ikke en gang til deres begravelser!” Det frydede dem begge, at forældrene ikke blev taget til nåde. ”Der var en lille arv fra resterne af faderens snedkervirksomhed og fra barndomshjemmet, der blev solgt. Det var for den, at han startede det, der i dag er møbelfabrikken, og nogle år senere fik de så råd til at købe huset her.”
Rasmus’ respekt for Richard og Helena som mennesker og hans fascination af dem var vokset endnu et ordentligt stykke med denne historie. ”Men hvad med Helenas familie?” spurgte han. ”Helenas familie flyttede vist til Tyskland, imens de to boede inde i byen, og det tyder ikke på, at vi hører mere om, hvad der ellers skete med dem. Jeg tror faktisk aldrig, de havde kontakt, efter at Helena flyttede til byen”.
”Men så de så aldrig deres barn igen? Kunne de ikke få kontakt til barnet senere hen?” spurgte Rasmus håbefuldt. Helle rystede på hovedet. ”Jeg har indtrykket af, at de godt vidste, hvor barnet var, og hvem der var adoptivforældrene. Richard beskriver i hvert fald, at de havde en ro med, at de vidste, at deres datter – det var en pige – at hun havde det godt og var elsket dér, hvor hun var. Men de har nok også tænkt, at det var for pigens bedste at tro at adoptivforældrene var hendes biologiske forældre”. Rasmus nikkede og sagde forstående: ”Ja, med alt det, de selv havde oplevet, ønskede de jo nok ikke, at deres datter skulle være anderledes og stikke ud på nogen som helst måde… altså i omverdenens øjne.”
”Det er godt nok en trist historie, skat!” sagde Rasmus efter en lille pause og kyssede sin elskede Helle. Hun så på ham med blanke øjne. ”Jeg kan sgu godt forstå, at de havde sådan en stærk forbindelse med hinanden og fandt styrken sammen til at holde det hele ud!” sukkede hun og rundede historien af: ”Den smerte, de oplevede ved, at deres barn forsvandt, og at de kun kunne se magtesløse til, betød, at de også besluttede ikke at få flere børn. De havde simpelthen angst for at miste igen. Er det ikke forfærdeligt?”

Rasmus og Helle lå begge og fordøjede historien en stund. Den ubeskrivelige magiske stemning i huset, som det unge par havde oplevet helt fra begyndelsen, gav om muligt endnu mere mening nu. Dets funktion var meget mere end bare et sted at bo. Det var her, Richard og Helena skulle have været lykkelige sammen og for første gang have været helt frie til at leve sådan, som det faldt dem naturligt, og som de var skabt til. Skæbnen gik dem bare så grusomt imod endnu en gang. Det syntes nu endnu mere som rendyrket ondskab, at Helena skulle dø så ung.
Men magien var stadig i huset, og Rasmus og Helle fornemmede nu for alvor, at de havde muligheden for at arve den. De skulle bare gribe chancen.

Helle skubbede sørgmodigheden fra sig og trak pludselig dynerne til side og rullede rundt, så hun landede ovenpå Rasmus. Hun støttede med albuerne på madrassen med ansigtet ud for hans, så deres næser rørte let ved hinanden, og så trykkede hun sin mund imod hans og begyndte at tungekysse ham. Imellem de smaskende kys stønnede hun: ”Nu skal vi huske at være mådeholdne, hr. Richard!” Hendes stemme var både drilsk og liderlig. Hendes drillerier blev værre, da hun med rullende hofter gned sit venusbjerg mod hans pik, der blev hård som sten. Hendes kusse blev varm og dunkede, imens safterne begyndte at pible frem.
”Ja, skønne frk. Helena. De har helt ret – vi må ikke spise for meget af den forbudne frugt. Det er jo for vores egen skyld”, svarede Rasmus med dirrende stemme. Hun gnubbede sig intenst og stønnede: ”Ja, det er så dejligt pinefuldt ikke at gøre det… så dejlig pinefuldt!” Hun lød næsten, som om hun var godt på vej mod en orgasme. De måtte begge kæmpe for ikke at lade sig overvinde.
Helle tog sig til sidst sammen og sukkede: ”Lad os stå op! Ellers kan jeg ikke holde det ud mere. Du har jo også en opgave at løse”. Rasmus kyssede hende en ekstra gang og svarede: ”Ja, værktøjerne! Hvor mon de kan gemme sig? Jeg finder dem – jeg skal finde dem!”

De spiste en mellemting mellem morgenmad og frokost ved det lille bord i køkkenet, og så gik de i gang med at ordne huset. Radioen i det gamle anlæg i stuen fik lov til at spille sine tresserhits for fuld udblæsning, så det kunne høres i hele huset, og de skrålede begge med alt, hvad de kunne. Den ene mere falsk end den anden.
I fællesskab skiftede de sengetøj, og så blev støvet på alle flader, lister og gesimser minutiøst tørret af, og der blev støvsuget fra kælder til kvist. Gulvet i badeværelset og køkkenet blev vasket, og det samme gjorde husets trapper. De havde ellers aldrig været så pernitne med den slags, men de følte begge et ansvar for, at det hele skulle holdes i Richards ånd. De sjuskede ingen steder, men satte en ære i at være grundige. Arbejdet gjorde dem godt og muntrede dem op ovenpå den sørgelige historie.

Rasmus skrubbede tilsyneladende meget koncentreret toilettet som noget af det sidste, men han var i virkeligheden mere fokuseret på den udfordring, der rumsterede i baghovedet. Endnu en gang konkluderede han, at det måtte være stuen, der var omdrejningspunktet for ’Dyrenes jul’, eller ’Seancen’, som Helle så flot havde kaldt det. Hvor meget han end prøvede at vende og dreje det med sin beskedne viden om, hvordan sådan noget foregik, så var og blev stuen det eneste sted med egnet plads. Selv tyskeren med det store overskæg havde påpeget behovet for ordentlig arbejdsplads i en seance.
Da han var færdig med at ordne badeværelset, gik han ind i stuen. Han rodede lidt i skabene og skufferne i den store skænk, men her var stadig kun duge, servietter og alle mulige andre normale ting, som man havde i et møbel i sin stue. Han prøvede at banke rundt på væggene med knoerne, men intet lød hult eller syntes at kunne skjule hemmelige indretninger. Hverken sofaarrangementet og spisebordsættet var udført i konstruktioner, der kunne rumme andet end det, man så. Sådan som han følte, at han kendte den gamle snedkermester, regnede han også med, at årets værktøjer måtte have en vis volumen og fylde noget. Han var samtidig også sikker på, at redskaberne ville være præsenteret med stil. Det ville ikke give mening, at det var noget, der bare var stuvet ned i en kasse hulter til bulter.
Måske var det gemt væk i et andet rum og skulle hentes frem, var den næste tanke. Han gik rundt i hele huset og søgte efter steder, som kunne være indrettet ligesom årstidsgarderoben, men han fandt intet.

Det var allerede blevet mørkt udenfor, da Rasmus til sidst lod sig dumpe ned ved siden af Helle i sofaen. Hun havde allerede nået at få sig et bad og havde sat sig godt til rette for at læse, imens han var på skattejagt. Hendes lille smil og let urolige krop afslørede, at historien i bogen vist var tilbage på et mere opløftende spor. Sjovt nok var hans trang til at høre, hvad hun læste, gledet lidt i baggrunden. Det var pirrende, at hun blev fodret med fakta, mens han løste gåder.

”Hvor har du gemt det, din snedige rad!” Helle så op og de kom begge til at grine over hans udbrud. Rasmus stirrede på skrinet på sofabordet. ”Hvor meget mon de værktøjer eller redskaber egentlig fylder?”
Helle så hemmelighedsfuldt på ham. ”Jeg tror, de fylder en del. Og jeg tror, at der er en del forskellige ting. Og… jeg tror også, at de kan få os helt vanvittige steder hen sammen. Jeg glæder mig faktisk helt vildt til at gå og se på dem og blive liderlig af det!” Helle sad med samlede ben og fødderne trukket op under sig til den ene side. Som en ren refleks spændte hun hele tiden op og slappede af i sit underliv. I det stykke, hun netop havde læst i bogen, var det blevet eftertrykkeligt forklaret, at redskaberne på ingen måde handlede om bestialsk smerte, men om stimulation, og det pirrede hende meget.

Rasmus sukkede opgivende. Jo større det, han skulle finde, var, des nemmere burde det jo også være at opdage. Men han var stadig på fuldstændig bar bund. Nu blev han en smule stresset over, om han ville finde værktøjerne i tide, for de var jo åbenbart en vigtig del af Helles mentale proces i tiden op til den 23. Han måtte ikke fejle, så han var nødt til at holde hovedet koldt.
Rasmus havde et dogme fra sin tømrergerning, som han også var nødt til at gøre brug af nu: Når han stod med et problem, som han ikke kunne finde en umiddelbar løsning på, lagde han det væk for at vende tilbage til det senere. Løsningen havde det med altid at dukke op, så snart han fik problemet helt ud af hovedet.

”Gå op og klæd dig om, så tager jeg et bad imens!” Helle så op, klappede bogen sammen og smilede. Hun nød, at han ikke søgte hendes besyv, men bare fortalte hende, hvad hun skulle gøre. ”Gør det simpelt i dag! Ikke noget der tager lang tid!” Rasmus opfattede tydeligt hendes glæde ved, at han dikterede hvad, hun skulle gøre. ”Når du kommer ned, går du i gang med aftensmaden! Jeg skal jo afsted i morgen tidlig igen, så du kan også lave min madpakke med det samme!”
Han rejste sig og hjalp hende op fra sofaen, og hun så flygtigt med et ængsteligt blik bag sig, om hun havde efterladt en våd plet på betrækket, men hun slap med skrækken.
Ude i gangen kyssede han hende kort og smuttede så videre ud på badeværelset.

Med dunkende hjerte fandt Helle knappen og åbnede årstidsgarderoben. Hun havde savnet den og jublede indvendigt over, at hun nu skulle forenes med den igen.
Inden hun gik i gang med at vælge, vendte hun sig og gik hen og trak gardinerne i karnappen til side. Thomas var ikke at se derovre, så hun kunne roligt klæde om.

Rasmus tog sig god tid i badet og spekulerede lidt videre. Han prøvede at leve sig ind i Richards tankegang og den person, som han følte, at kende mere og mere. Men han måtte hurtigt opgive igen og flytte sine tanker et andet sted hen. Løsningen var ikke klar til at åbenbare sig for ham endnu. Han måtte stole på, at den kom til ham i tide, så han tog et par dybe indåndinger og gjorde sig færdig.

Kun i boxershorts men med sideskilningen sirligt sat gled han lidt senere næsten lydløst ind og satte sig på den ene stol i køkkenet. Med dunkende hjerte studerede han det æggende kunstværk foran sig.
Helle så sig over skulderen og nød hans begærlige blik, der vandrede op og ned ad hendes krop. Hun havde valgt kun at tage et par lange røde lakstøvler på, der smøg sig helt op på den øverste del af låret og havde sorte zigzagsnører både foran og bagtil. Den sparsomme påklædning understregede resten af hendes naturlig nøgne skønhed. Der var kun krydret yderligere med lidt mascara og selvfølgelig hestehalen, der var samlet i en elastik med en rød blomst, der matchede støvlerne.

Hun var ved at lægge sidste hånd på madpakken, og aftensmaden simrede på komfuret. Rasmus kunne se, at hun spændte ganske svagt i ballerne i små intervaller. Skuldrene og den øverste del af ryggens små trækninger afslørede, at hun trak vejret hurtigt og stødende. Da han opdagede hendes tydelige puls dunke på halsen, gik det op for ham, hvor tændt hun stod der lige foran ham og var.
Hun lod som om, at hun kun koncentrerede sig om at smøre mad, men hendes fokus var på hans liderlige øjne, som hun tydeligt mærkede brænde på sin krop. Hun kæmpede imod med alt, hvad hun kunne, for ikke bare at vende sig om og overfalde ham.
Da Helle havde lagt smørebrødet i madkassen, skyllede hun skærebrættet under den varme hane og tørrede det af, før hun satte det på plads igen lænet op ad højskabet for enden af køkkenbordet. Rasmus iagttog hendes bevægelser, og det tynde melaminskærebræt med sit håndtag mindede ham om et redskab til at give en endefuld med. Helles numse struttede så indbydende, at han næsten ikke kunne holde sig tilbage. Tænk at gribe det tynde bræt og svinge det over den stramme frække numse. Pludselig fik han øje på to dråber, der havde fortættet sig, og som var begyndte at løbe ned ad Helles inderlår. Han bemærkede, hvordan hun svajede lidt ekstra i ryggen, når han så for sig, at brættet dansede over hendes baller. Som en slags tankelæsning, hvor hun lod sig dominere af hans blik alene. Det blev for meget, og han kunne ikke styre sig længere.

Helle fik et chok, da hun pludselig hørte stolen bag sig blive sparket væk med et ordentligt rabalder. Hun nåede ikke at reagere, før hun mærkede en fast hånd, der tog hårdt fat i hestehalen og pressede hendes hoved frem og ned. Hun stønnede højlydt og støttede på køkkenbordet med hænderne i strakte arme.
Imens hun stirrede ned i madpakken foran sig, mærkede hun, hvordan han lagde sin pik til rette imellem hendes let spredte ben. Så snart hovedet var på plads, stødte han til. Det kriblede hele vejen op igennem skeden, da pikken gled helt i bund i én bevægelse.
Uden tøven begyndte han at pumpe. Hun sank lidt i knæ og lod sig hænge tungt på hans pik, der kørte op i hende i et raskt tempo. Den klaskende lyd af deres underliv der ramte hinanden, var så taktfast, at et symfoniorkester kunne have spillet efter den.
Hun begyndte straks at klynke, men hendes lyde blev hurtigt til små skrig. Han gryntede og brølede efterhånden slavisk med. Hans faste hånd slap ikke hestehalen men holdt hendes hoved fast. Det trak vidunderligt i hårrødderne, og den fornemmelse var hendes fokuspunkt for at kunne holde sig på benene.
Hans anden hånd havde fat i hendes bryster på skift og klemte nådesløst til. Hun håbede allerede, at det ville give flotte mærker, som hun kunne gå og nyde de kommende dage.
Rasmus stødte til med alle sine kræfter, og Helle følte næsten, at hun lettede fra gulvet, hver gang han var i bund.
Orgasmen overmandede hende efter kun få sekunder, og Rasmus måtte bruge sin råstyrke for at holde hende på plads, for hendes selvkontrol var for længst gået tabt. Det var som om, at orgasmen blev ved. Hendes krop blev ved med at reagere og sendte sine euforiserende bølger afsted igen og igen, så længe han blev ved med at kneppe hende. Til sidst vendte hun det hvide ud af øjnene og skreg dyrisk ud i det smukke tresserkøkken.
”Du bliver fyldt op nu!” snerrede han forpustet i hendes øre, og hans høje tempo skiftede med det samme til en række langsomme bevægelser, imens hans krop dirrede. Han næsten græd sin dybe forløsende orgasme ud samtidig med den udløsning, som han skød hårdt og dybt op i kussen.

Rasmus lagde armene om Helle, og de stod helt stille og fandt pusten sammen. Efter et par minutter begyndte de begge at smågrine, og han hviskede i hendes øre: ”Sætter De lige flueben ved køkkenet, frk. Helena?”
”Ja, jeg skal da lige love for, at indvielsen af køkkenet var tæt på en voldtægt. Det her var jo nærmest et overgreb, hr. Richard!” grinede hun kælent og drillende. Rasmus fik pludselig et angstfyldt udtryk, og han mærkede snerten af dårlig samvittighed ved hendes ordvalg. Helle fangede det straks og skyndte sig at tilføje: ”Men jeg elskede det. Sådan en lille forstadsfrøken som jeg har brug for at blive sat på plads og mærke hvem, der bestemmer.”
Han lyste op igen og kyssede hende inderligt.

Med ét blev de vækket af deres salighed, da de opdagede, at køkkenet fyldtes med røg og mados. Aftensmaden var brændt godt og grundigt på! Ved fælles hjælp skyndte dig sig at redde det, de kunne. Det gjorde ikke noget. Det blev stadig til et af de bedste måltider, de havde fået længe.
De sagde næsten ikke noget til hinanden resten af aftenen. Deres skæve indadvendte smil og hyppige kærtegn var al den kommunikation, de havde behov for.

Da de et godt stykke tid senere lå under dynerne og puttede, spurgte Helle ængsteligt: ”Ej skat? Skreg jeg ikke helt vildt højt?” Han kom til at grine. ”Jo, men bare rolig, jeg overdøvede dig”. Hun blev flov på deres vegne. ”Jeg må godt nok have skreget, for det kradser i min hals nu. Altså… folk ude på gaden har da ikke kunnet høre forskel på, om jeg fik orgasme, eller om du var ved at slå mig ihjel. Det er altså næsten for pinligt, hvis nogen har hørt os!”
”Man kan intet høre udenfor af hvad, der sker herinde. Det her er den bedst isolerede villa, jeg nogensinde har set. Det har Richard sørget for. Vi kan larme alt det, vi vil!” forsikrede Rasmus og Helle blev straks mere rolig. ”Jeg vil i øvrigt gerne have, at du aldrig nogensinde lægger bånd på dig selv mere, men at du skriger og råber alt det, du har brug for, når jeg ordner dig. Ok?” Helle udstødte et kælent klynk som svar. Det havde været vidunderligt at skrige orgasmen ud – uden hæmninger eller begrænsninger.

Stilheden sænkede sig i soveværelset, og deres tanker gled hver især tilbage til historien, som dagen var begyndt med. De havde indtil nu været enige om, at det ikke var lige foreløbigt, at de selv skulle have børn, men samtidig var de ikke i tvivl om, at de skulle have det en dag. Især Helle kunne levende se for sig den glæde og lykke, hun skulle opleve, når hun holdt sit barn i sine arme for første gang. Hun kunne ikke forestille sig noget mere forfærdeligt, end hvis nogen kom og tog det fra hende. Det måtte have været den værste oplevelse for Helena nogensinde, da hun kun havde kunnet se til, at en sygeplejerske var forsvundet ud af fødestuen med deres grædende lille pige. Hun nåede sikkert ikke en gang at se eller holde hende.
Helle kæmpede med en klump i halsen og tårer, der pressede sig på igen.

Rasmus tjekkede alarmen på sin telefon en sidste gang for at være helt sikker på at komme op til tiden. Så kyssede han Helle godnat og trillede rundt på maven. Hun lagde sig på siden og gav sig til at ae ham på ryggen. Imens sendte hun kærligt og respektfuldt den sørgelige historie afsted ud af sine tanker, så hun også kunne falde til ro.

Læs alle afsnit her...

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 1 Solgt Rasmus’ tømrerbil holdt allerede ved …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 2 På loftet Med undren greb Rasmus …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 3 Så længe det knager Rasmus vågnede …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 4 Pels Aftenens vinhygge og kortspil havde …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 5 Ungdommens fritænkning Det var irriterende med solens …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 6 Tradition Helle kunne ikke vente og …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 7 Smagen af dengang Rasmus’ telefon begyndte …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 8 Drømmens kraft Rasmus nåede at slå …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 9 I got you Babe Tømrerne var …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 10 Vaskehuset Rasmus gik og ryddede af sofabordet, …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 11 Hvem er vi egentlig Rasmus var …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 12 Tilbage på sporet Rasmus listede sig …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 13 En trist historie Lyden af Helles …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 14 På den anden side ”For fanden, …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 15 Kompetent Arbejdsdagen på genopbygningen af den brandskadede …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 16 En låge på klem Rasmus’ smil …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 17 Dobbeltmoral Det var middag, og der …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 18 Tålmodighed er en dyd ”Nu kan vi …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 19 Hørt Rasmus vågnede ved, at Helles pegefinger …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 20 Forbind punkterne Helle skulle allerede mødes …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 21 Klæder skaber folk De fleste håndværkere …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 22 DS 19 Helle slog øjnene op …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 23 Dyrenes jul ”Bliv liggende skat og …

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 24 Mørkekammer Helle slog øjnene op og …

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 25 En sand Mester Helle ruskede Rasmus i …

Vil du læse mere?

Var du vild med “Engstien 14”, så lad dig pirre og underholde af Mesterlære-bøgerne fra samme forfatter.

Davie Jones er et pseudonym for et forfatterskab, der bevæger sig i genren erotik og BDSM.

Bag Davie Jones står en mand på den gode side af de fyrre, med livserfaring og tydelig dyb indsigt i sine emner.