Erotisk roman af
Davie Jones

"Engstien 14"

Afsnit: 1

Solgt

Rasmus’ tømrerbil holdt allerede ved kantstenen, og Helle parkerede deres lille Citroen C1 bagved. Han og ejendomsmægleren Christina stod og sludrede på fortovet foran havelågen, imens de ventede. Helle skyndte sig at stige ud og gøre dem selskab. Hun hilste glad: ”Hej Christina!” og gav så Rasmus et lille kys på kinden og sagde med undertrykt fryd i stemmen: ”Hej skat!”

”Jeg stod lige og sagde til Rasmus, at udover mine fødsler så har det her godt nok været noget af det mest pinefulde forløb, jeg nogensinde har været igennem!” grinede Christina, imens hun rakte nøglerne frem og med et tilfreds suk konkluderede: ”Men med fælles ihærdighed og især jeres tålmodighed lykkedes det, så her er nøglerne. Dem har I ærligt og redeligt fortjent”. ”Tak”, sagde Rasmus og tog imod, mens Helle greb ham i armen og var ved at eksplodere i spænding. ”En stor tak for handelen fra min side!” sagde Christina og så meget lettet ud.

Det havde åbenbart været en langtrukken proces at få hushandlen på plads. Christina havde fortalt, at hun aldrig selv havde mødt sælger, men kun havde kommunikeret med ham igennem hans advokat, der også var den, der havde hyret hende til at sælge det lille hus, de stod foran.
Ejeren havde angiveligt ingen børn eller arvinger og var vist blevet flyttet over på det lokale plejehjem med mere eller mindre fremskreden demens. Sælgerens advokat havde fortalt ejendomsmægleren, at manden altid lige skulle fanges på det rigtige ben, når der skulle forhandles og tages beslutninger. Derfor havde det taget syv lange og syv brede at drive kommunikationen frem og at få de købstilbud igennem, der trods alt var kommet undervejs.

Christina havde ikke fortalt det unge par, at næsten alle de tilbud, der var kommet, var blevet afvist, lige indtil de kom ind i billedet. Hun var faktisk blevet temmelig overrasket over, at Rasmus og Helles tilbud var blevet accepteret. Af de bud, der var kommet gennem de godt halvandet år, hvor huset havde været til salg, var deres bud slet ikke det højeste. Til ejendomsmæglerens undren havde advokaten kun kommenteret, at sælger mente, at de to virkede som nogen, der kunne finde den rette glæde ved huset, hvilket var lidt skørt, når han ikke havde mødt dem.
Rasmus og Helle havde også flere gange været ved at gå ud af deres gode skind over at skulle vente i de næsten to måneder, det havde taget at få underskrevet købsaftalen. Og herefter kom så ovenikøbet alt bureaukratiet og papirnusseriet, der hører med til en hushandel.
Men nu stod de her knap fem måneder senere og kunne endelig kalde det deres.

”Jeg var godt nok ved at give op på et tidspunkt”, sagde Christina, ”Jeg var lige ved at bede sælgerens advokat om at finde sig en ny mægler!” Hun så sig kort omkring, sænkede stemmen og sagde i en mere fortrolig tone: ”Jeg har jo sludret lidt med naboen undervejs…” ”Ja?” sagde Helle nysgerrigt og ivrig efter at få mere at vide om vejen og dens beboere. ”Han er heller ikke helt ung mere”, fortsatte Christina, ”og han har kendt dem, der har boet her. Ham manden var vist lidt af en særling”. Rasmus og Helle løftede begge blikket og så spørgende på ejendomsmægleren. ”Det kan jeg godt sige nu, hvor I har skrevet under!” sagde Christina med en lille ironisk latter.

Det unge par grinede høfligt med, inden hun fortsatte: ”Han har boet her alene i over halvtreds år. Hans kone døde ret ung – vist nok af meningitis. Den slags ved du mere om end jeg, Helle?” ”Ja, det…” sagde Helle, men vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. ”Det blev i hvert fald opdaget for sent, og de kunne ikke nå at behandle hende i tide!”
Christina rømmede sig og lurede på det unge par for at se, om de var klar til lidt mere sladder. Helle var tydeligt nysgerrig, mens Rasmus var utålmodig efter at sætte nøgle i låsen og indtage deres nye hjem. Men han vidste også, at Helle var en hund efter historier, så han måtte vente. ”Han var ellers i en ung alder allerede en meget velanset snedkermester her i byen”, sagde Christina. ”Møbelfabrikken… I ved, når man drejer fra oppe ved landevejen, så ligger den på hjørnet. Det var ham, der startede den”. Rasmus slog pludselig ørerne ud og var for et øjeblik mere interesseret i historien. Christina fortsatte: ”Dengang var den jo nok ikke så stor som i dag…” Rasmus kendte udmærket den møbelfabrik. Det var mærkevaremøbler, man lavede her, der blev eksporteret til hele verden. Som tømrer og træentusiast var Rasmus stolt af dansk møbelkunst, og det, at hans nyerhvervede hus havde tilhørt stifteren af én af de helt store kendte danske producenter, gjorde ham bestemt ikke mindre glad for sit køb. Han glædede sig allerede til at blære sig overfor tømrerkollegerne, når han var tilbage på arbejde.
”Da konen døde…” sagde Christina, ”solgte han sin forretning og må siden da have levet af pengene fra salget… og måske af hendes livsforsikring?”
Helle lyttede også til Christinas fortælling med store øjne men ikke af samme interesse som Rasmus.

Ejendomsmægleren fortalte videre fra naboens beretning, om hvordan manden aldrig var blevet sig selv igen efter tabet af sin livsledsagerske. Han havde stort set aldrig forladt huset, medmindre han ordnede have eller kørte ud for at handle.
Bilen, han kørte i, var i øvrigt hans og konens første nye bil tilbage i sin tid, og den blev også hans sidste. Det var en af de helt klassiske store Citroën’er, der for datiden var meget strømlinet og futuristisk. Den havde været deres stolthed, når han og konen skulle på tur. I alle årene efter blev den passet og plejet med samme omhu som huset og haven. Vognen havde fremstået som ny, helt indtil han flyttede. Han havde endog fået lagt varme ind i garagen nogle år efter, at konen gik bort, for at kunne bevare den så godt som muligt. Christina tilføjede, at hvis den også var blevet efterladt, som ellers alt andet i huset var blevet, kunne de nok have fået en pæn sum penge for sådan en veteranbil i original stand.

Sladderen blev brat afbrudt af Rasmus’ to kammerater, der med et par muntre dyt ankom i en lille lastbil med flyttelæsset.
Christina rakte den obligatoriske treflaskers ’Tak for handelen vinæske’ til parret og ønskede dem alt det bedste i fremtiden. Hun skyndte sig at bakke ud af indkørslen, så den ventende lastbil kunne få plads og køre bagenden mod garageporten.

Christina vinkede farvel til parret gennem bilruden og kunne ikke dy sig for at udbryde et højlydt ”Yes!”, da hun drejede om hjørnet nede for enden af gaden.
Det var faktisk lykkes hende at sælge huset én gang før helt i starten, hvor hun fik sagen. Det var et jet-setter par inde fra Aarhus uden økonomiske bekymringer. De var omtrent på samme alder som Rasmus og Helle. Det viste sig, efter at begge parter havde skrevet under, at de havde planer om at rive huset ned og få bygget et nyt på grunden. En uge efter, at de havde fået nøglerne, vendte de tilbage og bad om at få handelen gjort om. De ville ikke sige andet, end at de havde ombestemt sig, og de havde gladeligt betalt 20% af handelssummen som kompensation. Sælgers advokat havde ganske uanfægtet og uden videre problemer fra hans klients side ladet handelen gå tilbage.
Den episode havde hun selvfølgelig heller ikke fortalt de nye købere om, og hun fortrød pludselig, at hun over hovedet var kommet til at videregive så meget af nabosladderen til dem.
Hun krydsede alt, hvad hun kunne, for at historien ikke skulle gentage sig, og for at Engstien 14 endelig var et afsluttet kapitel i hendes butik.
Nu var det også var lykkes at møde frem og overdrage nøglerne, uden at blive forstyrret af den sære nabo. Efter en noget speciel fremvisning tre måneder tidligere havde hun gruet for, at det skulle ske. Hun var stadig usikker på, om han havde set noget dengang. Men nu var det i hvert fald overstået, og hun behøvede ikke være bange for at komme i forlegenhed overfor ham mere.

Huset var efterladt fuldt møbleret og med stort set alt inventar, og hele indretningen var gået med i handelen.
Rasmus og Helles plan var at flytte al deres eget indbo ind i garagen, som, fordi den var isoleret og opvarmet, var et perfekt sted at stille deres ting her på den kolde årstid. Herfra ville de flytte det ind rum for rum, efterhånden som de blev klar med istandsættelsen – en proces, de længe havde glædet sig til at fordybe sig i.

Rasmus var nyuddannet tømrer, og Helle, der var et par år ældre end han, var sygeplejerske. Huset var meget velholdt og de kunne sagtens bo her, som det var, og vente med de større istandsættelsesplaner til foråret. Lige nu drejede det sig om at komme ind og slippe for dobbelt husleje.
De havde begge sparet ferie op og taget hele december måned fri fra arbejde, så de kunne komme på plads i deres nye hjem.
Med vennernes hjælp tog det ikke lang tid at få stablet tingene fra deres lille toværelses storbylejlighed ind i den rummelige garage.
De gik alle fire op ad trapperne til hoveddøren, hvor de stolte nye husejere gerne ville vise deres flyttehjælpere rundt som de første gæster i huset.

Helle var alligevel blevet grebet af ejendomsmæglerens beretning og gav pludselig sine grublerier til kende. ”Ej, tænk nu, hvis han har været en eller anden syg stodder, der har gravet lig ned i kælderen?” Hun var meget påvirkelig og hurtig til at køre ud ad en tangent af tankespind. ”Hvad nu, hvis det var ham, der i virkeligheden slog konen ihjel for at hæve livsforsikringen?”
Rasmus, der kendte sin dejlige kærestes sind alt for godt, begyndte at grine højt: ”Hold nu op, skat! Der er kun én ting der er værre end sladder, og det er at digte videre på den!” Han nev hende i siden, så hun hylede. ”Den stakkels mand havde mistet sin kone og blev aldrig sig selv igen”. Han greb hende om livet og så hende dybt i øjnene: ”Jeg ville også blive sær, hvis jeg mistede dig!” ”Er du sikker?” spurgte Helle spøgende, mens hun rødmede let. ”Vi har fået det dejligste lille hus…” sagde Rasmus, ”og det hele er så rent, pænt og ordentligt derinde, at jeg stærkt tvivler på, at der har boet en bestialsk lystmorder!”
Han pustede hendes pandehår til side og kyssede hende på panden. Så vendte han sig og tilføjede, imens han låste op: ”Vi har glædet os i flere måneder til det her øjeblik, så nu skal vi bare nyde, at det endelig er vores hus!”
Helle slog blikket ned og sagde med et forlegent smil: ”OK, du har ret. Undskyld mine konspirationsteorier, hr. husejer!”

Den ene kammerat kommenterede det klassiske emaljeskilt på hoveddøren: ”Richard og Helena … det er da et fedt gammelt skilt! Hvis I skifter navne, kan I jo bare lade det hænge”. Helle smilede og sagde: ”Richard og Helena … De havde nogle flotte navne. De passer smukt sammen sådan på en poetisk måde, synes jeg”.
Da de gik rundt i huset, var vennerne dybt imponerede over den fine stand, det var i.
”Se lige listelofterne…” gjorde Rasmus opmærksom på. ”Er det ikke bare ren snedkerblær det der?” Kammeraterne grinede og nikkede anerkendende. Ingen af dem havde set noget lignende før. Det var minutiøst udarbejdet paskram, hvis stringente mønstre var fængslende for øjet.
Den ene af kammeraterne kom lidt senere til at sige, at de faktisk bare kunne lukke hoveddøren og lege, at de boede i tresserne. En forlokkende tanke, der fik dem alle til at tie lidt i eftertænksomhed. Her hvor ingen stadig rigtig vidste, hvor man var i pandemien, hvor længe det hele ville vare og med hvilke langsigtede konsekvenser, var det rart at drømme sig tilbage til fordums tider. Det havde generelt været et svært og turbulent år for rigtig mange mennesker både i Danmark og verden helt generelt.

Alt inventaret var af den fineste slags fra tiden for over halvtres år siden, og de fleste ting var endda i mellemtiden blevet yderst moderne igen. Udover at man måske i nutiden ville vælge nogle andre farver til møbelbetræk, gardiner og lignende, var der ikke noget, der stak ud som kitschet eller latterligt. Stort set alt fra husholdningen var efterladt. Selv bestikket i køkkenskufferne lå rent og pænt klar til at blive brugt.

Manden måtte have været så langt væk mentalt, at man havde flyttet ham direkte ind i et møbleret værelse på ældrecenteret, for han havde tilsyneladende ikke fået noget med sig. Helle arbejdede selv på et plejehjem og kendte mange triste skæbner. Nogen kom ind kun med det tøj, som hjemmehjælpen havde pakket for dem, uden at have familie eller pårørende, der interesserede sig for hverken dem, deres ejendele, deres liv eller deres minder.

En stor del af møblerne og inventaret havde Helle allerede under fremvisningerne forelsket sig i, og det skulle de med sikkerhed beholde. De fleste af de ting, som de ikke ville bruge, regnede de faktisk med at kunne få en god skilling for. Næsten alt var af den fineste kvalitet og kunne sagtens sælges.

Huset var i sig selv ikke stort. Fra den lille repos ovenfor trappen til førstesalen var der adgang til et soveværelse og et lidt mindre ekstraværelse. I stueplanet var der ud over entreen med trapper til overetagen og kælderen en stor stue, et mindre aflukket køkken og husets eneste badeværelse. Kælderen bød på et vaskehus og snedkermesterens lille hjemmeværksted.

Rasmus var betaget af alle værktøjerne og følte en ærbødighed for den gamle mester. Især nu, hvor han vidste, at snedkeren var én af de helt store danske møbelproducenters glemte fader.
Der var ikke noget, der skulle sælges eller fjernes fra værkstedet. Rasmus følte med sin nye viden om den gamle snedkermester, at han ville krænke rummet ved at komme med alle sine moderne maskiner og smarte dingenoter. Det her repræsenterede ægte håndværk, og det havde nu pludselig historisk værdi for den unge tømrer.
Han begyndte allerede at planlægge sit eget værksted i garagen i stedet, så snedkerens kunne forblive, som det var.

Husets indretning med de ret få rum appellerede ikke til den typiske børnefamilie, og det havde dermed heller ikke hjulpet ejendomsmægleren i den besværlige opgave med at sælge huset. For det unge førstegangskøbende par, der ikke havde tanker om at få børn foreløbigt, var det helt perfekt – ikke mindst på grund af den pris, de fik forhandlet det til.

I foråret havde de budgetteret med en plan om at skifte vinduer og døre. Måske også en ny tagbelægning. Og de ville gerne fjerne væggen fra køkkenet ind til stuen, så de to rum kom til at hænge sammen. Et moderne køkkeninventar med nye hårde hvidevarer og et nyt badeværelse var naturligvis også på ønskelisten.
Det var alt sammen overkommelige projekter og noget, som Rasmus kunne lave stille og roligt sammen med Helle og med hans kammerater i ferier og weekender. Lige nu drejede det sig kun om at flytte ind og skabe deres eget hjem.

Efter rundvisningen i huset fik de takket deres gode flyttehjælpere og sendt dem afsted med lastbilen.
”Lad os starte med at få skruet op for varmen og tændt køleskabet”, foreslog Rasmus, ”Og bagefter gør vi en seng klar til i nat”. De gik sammen ud i garagen og fandt deres dyner, puder og sengetøj sammen med kasser og poser med alt deres tøj og slæbte det hele ovenpå. Planen var at sove på det lille værelse.
Her var der en smal dobbeltseng, et skrivebord med en stol og et indbygget skab. De tidligere beboere havde sikkert brugt dette som gæsteværelse og kontor.
Dagen efter ville de begynde at male det store soveværelse og flytte ind med deres egen seng. Herfra ville de arbejde sig ned igennem huset og tage deres ting ind fra garagen, efterhånden som de kom frem rum for rum.

Om morgenen efter den sidste nat i den gamle lejlighed, havde Rasmus og Helle talt om, at det måske ville blive underligt at sove i sengen, når de ikke anede hvem, der havde ligget i den før dem, men da de tog sengetæppet af, var madrassen som ny. Ren og pæn og med spændstige fjedre, som om den aldrig var blevet brugt. Lettede og helt rolige over at skulle ligge her fik de ved fælles hjælp hurtigt gjort gæsteværelset soveklar.

Med det lavpraktiske på plads opstod der et stemningsvakuum i dem. De gik sammen rundt i huset og nærstuderede det hele. De turde knapt åbne skuffer og skabe, da det hele var så urørt, at det var som at snage i andre menneskers privatliv.
”Lad os gå op og handle ind til de næste par dage. Så får vi også lidt luft”, sagde Helle, og Rasmus svarede: ”Fint”. Han havde nok egentlig mest lyst til at gå ned i værkstedet i kælderen og nyde synet af alle de gode værktøjer, men han mærkede også en vis trang til at indtage lokalområdet og finde ud af, hvad det var for et kvarter, de havde bosat sig i. ”Jeg har lavet en seddel hjemmefra”, sagde Helle. ”Hjemmefra?” grinede Rasmus. ”Ja… eller lige inden jeg afleverede nøglerne til lejligheden, lavede jeg den”, grinede hun. ”Jamen så lad os gå hjemmefra”, sagde Rasmus og kneb Helle i numsen, så hun gav et lille hyl fra sig.

Da de hånd i hånd begav sig op mod byens lille indkøbscenter og passerede nabohuset, stod en ældre mand og stirrede på dem fra sit stuevindue. Det måtte være den nabo, som Christina havde talt med. De fik øjenkontakt med ham og hilste høfligt. Han gengældte med et nik og et lille smil, som det var lidt svært at tolke meningen med.

Rasmus og Helle gik og nærstuderede haverne og husene, som de passerede, mens de prøvede at fatte, at de nu var en del af alt det her. Og for hvert hjørne, de drejede om, talte de om, hvad der mon gemte sig af spændende miljø. De mødte ikke nogen mennesker på vejen, men i alle husene kunne de se lys i vinduerne, og flere steder kunne de ane folk, der gik rundt derinde og lavede mad, gjorde rent og pyntede op til jul. Det var en salig følelse pludselig at være her efter ventetiden under den lange proces.

Det lille indkøbscenter var helt typisk for en lille by, der en gang var selvstændig og havde budt på næsten alt lokalt, men som med tiden var blevet opslugt af storbyen og havde ændret sig til at være en forstad.
Der var det klassiske mindre kædesupermarked, der kunne levere de fleste typer dagligvarer, og så var der en række mindre forretningslokaler ved siden af, hvorfra specialbutikkerne langsomt var forsvundet – kvalt af storcentrene i nær køreafstand.
Bygningerne lå omkring parkeringspladsen i en hestesko, med den større dagligvarebutik i midten. De små forretningslokaler, der nok en gang kunne have været slagter, bager, isenkræmmer, maler, radioforretning, tøjbutikker og så videre, var for de fleste overtaget af ejendomsmægler, frisørsalon, pizzeria, grillbar og den obligatoriske såkaldte døgnkiosk, der mest levede af at være spillehal.

Men atmosfæren som bycentrum var intakt, og det unge par nød at gå på indkøb i de nye omgivelser.
Det var en ny tid, de trådte ind i. Det var, som om de gik fra at være de unge studerende, der gerne festede, til at være ’voksne’ husejere med have, hæk og fortov, der skulle passes. Det var slut med cafébrunch og indkøb sent på aftenen i discountkæder lige neden for opgangen.
Selvom det nok ikke var tilfældet, følte de alligevel, at de stak lidt ud som de nye i byen. De følte sig nærmest forpligtet til at hilse på alle, de mødte i supermarkedet, imens de gik rundt og fyldte alt fra basisvarer til de næste dages måltider i indkøbsvognen.

Både Rasmus og Helle kunne ikke lade være med at smile bredt, imens de trissede rundt i gangene mellem supermarkedets hylder og gik indkøbslisten efter flere gange for at sikre, at de nu også havde husket det hele. Flere steder standsede de og kom til at grine ad varer, som man nok ikke ville have fundet på hylderne i et supermarked inde i storbyen, og Helle jokede med, at de skulle huske at se, om der var tilbud på Valo Vaskepulver eller Star Pilsner. Der var en ældre dame, der stirrede på dem flere gange, og det var næsten, som om hun fulgte efter dem rundt imellem reolerne. Hver gang deres øjne mødte hendes, skyndte hun sig at være optaget af de produkter, hun tilfældigvis stod ved. De undrede sig og kom til at grine over damens adfærd, men tog ikke videre notits af hende.

Da de stod ved kassen og ventede på, at det blev deres tur, lagde Rasmus armen om Helle, trykkede hende ind til sig og hviskede i hendes øre: ”Jeg elsker at være hr. og fru Danmark!”
Hun smilede til ham og hviskede tilbage: ”Jeg har det på nøjagtigt samme måde, skat” og tilføjede lidt højere: ”Men jeg kan da blive bekymret for, om vi kan slæbe alt det her hjem?” Rasmus viste hende sin overarm, men Helle ignorerede ham drillende og sagde: ”Så meget kan jeg ikke huske, vi har handlet på én gang før, medmindre vi skulle holde fest”.

Den ældre dame havde sneget sig ind bag dem i køen, og nu prikkede hun insisterende Rasmus på skulderen og spurgte: ”Undskyld! Er det jer, der er flyttet ind ovre på Engstien i Richards gamle hus?” De nikkede smilende til hende, imens de lagde varer op på båndet. Det var lidt underligt at blive tiltalt på den måde, og selvom de havde haft den dér fornemmelse af, at alle så på dem og tænkte ’hvad laver de her’, så regnede de jo ikke for alvor med, at der var nogen, der vidste, at de var nye i byen.

Damen fortsatte uden at vente på svar: ”Ja, vi forsøgte jo at frelse hans sjæl gennem alle årene”. ”Okay”, sagde Helle og blev straks nysgerrig. ”Især efter at hun døde”, fortsatte damen, ”men han ville ikke se lyset og gemte sig bare, når vi kom og ville tale med ham!” Det unge par så undrende på hinanden med skæve smil, og Rasmus puffede til Helle med albuen for at gøre opmærksom på, at han ikke havde lyst til mere sladder nu, så hun svarede i en venlig men afsluttende tone: ”Ja, vi har godt hørt, at han var lidt af en eneboer”. Damen så ud, som om hun ville sige noget mere men tog sig i det og sagde i stedet: ”Jamen, velkommen til byen! Og held og lykke med huset!” De takkede og undgik den sære dames blik, mens de betalte og pakkede deres indkøb.

De havde så mange varer, at de var nødt til at købe ekstra poser for at kunne have det hele. ”Seks!” sagde Helle højt, og bemærkede, at damen, der var på vej ud, standsede brat op og stirrede på dem. ”Seks bæreposer! Hvordan får vi alt det slæbt hjem?” Rasmus kyssede sin smukke kæreste og sagde forelsket: ”Du ved, jeg er stærk som en bjørn. Jeg kan bære det hele og have dig på ryggen samtidig, hvis det skal være!” Helle stod drillende og ventede, mens Rasmus prøvede at få alle de 6 fyldte poser samlet op i sine hænder. Hun forbarmede sig til sidst og tog en pose i hver hånd.

Hjemme igen med overbelastede posehåndtag og ømme arme og fingre fyldte de køleskabet, lavede mad og spiste for allerførste gang i de nye omgivelser. Efter at opvasken var overstået, gik de igen på opdagelse i huset.
Alt, hvad de fandt rundt omkring, var ikke anderledes, end man kunne forvente af en almindelig husholdning fra tresserne. Huset var en fuldstændig komplet og intakt tidslomme.
Rasmus begyndte at grine af, at de stadig ikke helt kunne finde ud af, at det hele faktisk var deres, og at de kunne gøre, som de ville. ”Kom! Det har været en lang dag”, sagde han, ”Vi er trætte og har brug for at slappe af og tømme hovedet”. Helle stod midt i stuen og betragtede alle detaljerne, mens Rasmus smågrinede ad hende. ”I morgen har vi nok vænnet os lidt mere til at være her”, sagde han, og Helle grinede med og tilføjede: ”Jeg synes faktisk, det er helt vildt rart at være her”. Så gik hun hen og kiggede ud ad vinduet. Rasmus blev stående og betragtede Helles silhuet mod gadelyset, og følte sig ufatteligt heldig. ”Stedet giver mig ro”, sagde Helle, ”Så du skal ikke bekymre dig, skat, jeg kommer ikke til at drømme om lig i kælderen i nat!”

Opløftede og glade gik de sammen ud på badeværelset og gjorde sig natteklare.

Så snart Helle havde slukket natlampen, mærkede hun en velkendt nysgerrig hånd, der sneg sig ned imellem hendes ben under dynen og Rasmus hviskede i hendes øre, som for at ingen andre skulle høre det: ”Kom, lad os indvie det første rum!”
”Selvom det er gæsteværelset, vi ligger i, er vi altså ikke gæster. Så vi behøver da ikke at hviske”, drillede Helle, og de grinede begge lavmælt og forsigtigt. Så rullede hun rundt og lagde sig ovenpå ham, kyssede ham blidt og hviskede med sin mest forførende stemme i hans øre: ”Men ja, det er meget vigtigt, at vi får indviet alle rummene i vores drømmehjem!”

Læs alle afsnit her...

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 1 Solgt Rasmus’ tømrerbil holdt allerede ved

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 2 På loftet Med undren greb Rasmus

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 3 Så længe det knager Rasmus vågnede

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 4 Pels Aftenens vinhygge og kortspil havde

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 5 Ungdommens fritænkning Det var irriterende med solens

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 6 Tradition Helle kunne ikke vente og

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 7 Smagen af dengang Rasmus’ telefon begyndte

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 8 Drømmens kraft Rasmus nåede at slå

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 9 I got you Babe Tømrerne var

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 10 Vaskehuset Rasmus gik og ryddede af sofabordet,

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 11 Hvem er vi egentlig Rasmus var

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 12 Tilbage på sporet Rasmus listede sig

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 13 En trist historie Lyden af Helles

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 14 På den anden side ”For fanden,

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 15 Kompetent Arbejdsdagen på genopbygningen af den brandskadede

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 16 En låge på klem Rasmus’ smil

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 17 Dobbeltmoral Det var middag, og der

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 18 Tålmodighed er en dyd ”Nu kan vi

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 19 Hørt Rasmus vågnede ved, at Helles pegefinger

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 20 Forbind punkterne Helle skulle allerede mødes

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 21 Klæder skaber folk De fleste håndværkere

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 22 DS 19 Helle slog øjnene op

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 23 Dyrenes jul ”Bliv liggende skat og

Davie Jones

Erotisk roman af Davie Jones “Engstien 14” Afsnit: 24 Mørkekammer Helle slog øjnene op og

Davie Jones

Erotisk roman afDavie Jones “Engstien 14” Afsnit: 25 En sand Mester Helle ruskede Rasmus i

Vil du læse mere?

Var du vild med “Engstien 14”, så lad dig pirre og underholde af Mesterlære-bøgerne fra samme forfatter.

Davie Jones er et pseudonym for et forfatterskab, der bevæger sig i genren erotik og BDSM.

Bag Davie Jones står en mand på den gode side af de fyrre, med livserfaring og tydelig dyb indsigt i sine emner.